Nå jeg må indrømme, at jeg har givet mine fødder lidt hvile i denne uge. Jeg kunne mærke, at især højre fod og læg var lidt øm efter en løbetur. Så jeg besluttede at løbe lidt mindre. Så var det jo også gråt og koldt der ude. Så måske det også lidt var en dårlig undskyldning, jeg fik lavet overfor mig selv. Man skal jo også have en restitutionsuge en gang i mellem. Når jeg nu sidder og skriver det, kommer jeg til at tænke på en artikel jeg faldt over tidligere på ugen. Den handler om 10 myter om barfodsløb, eller undskyldninger for ikke at løber barfoddet (eller i minimalistiske sko). Da det er en fin lille artikel vil jeg ikke skrive så meget men anbefale jer at læse den i stedet. Den kan findes her. Jeg har også lagt linket i samlingen til venstre.

Her hjemme tror jeg lidt, at de fleste er bange for at træde et eller andet op i foden. Jeg har dog kun en gang trådt et glasskår op i foden. Det var meget lille og kunne lige så godt have været en lille flinteflis. Jeg kunne mærke det et par hundrede meter men så ikke mere de resterende 10 km af turen. Efterfølgende kunne jeg pille det ud af foden uden større smerte og uden men. Tit kan man bare løbe udenom glas eller lignende. Men som denne video viser kan man også bare løbe over det. Jeg vil dog være lidt forsigtig med flasker:

Til sidst kan jeg se, at vi får frost i næste uge. Det skal nok blive sjovt. Desværre ser det ikke ud til, at der kommer meget sne. Det savner jeg lidt at løbe i. Det er så sjovt. Der er dog nok en del der vil have problemer med kulden. Hvis det er for koldt må man jo tage noget på fødderne. Det kunne for eksempel være nogle fikse hjemmestrikkede sokker til barfodsløb. Jyske Birthe Pedersen er fiks med et par pinde og har lavet nogle smarte sokker til barfodsløb. De kan ses her. Hun har endda lavet en opskrift der kan findes her. Hvis man ikke er så fiks på fingrene, så kan man klippe lidt i et par sokker som i videoen herunder. Det vigtigste råd til at holde varmen er dog massere tøj på kroppen!

Jeg har ikke så meget at sige i denne omgang andet end, at jeg er kommet i gang med træningen og at det er dejligt, at jeg allerede kan se fremskridt. Ikke fordi jeg er særligt struktureret endnu. For først vil jeg gerne have mængden op. Men man skal jo gå lidt roligt frem. Derfor løber jeg i øjeblikket kun små turer på godt 5 km. Jeg kan mærke, at jeg skal holde lidt igen og lade mine ben hvile ind i mellem. Derfor holder jeg pause hver 3. dag. Men planen er, at der skal løbes næsten hver dag. Det skal nok komme.

Jeg må dog krybe til korset og allerede nu fortælle, at jeg ikke har holdt mit mål med min. 5 løbedage om ugen. I uge to røg den sig en tur pga. akut børnepasning. Tilgengæld var jeg en time i svømmehalen, så lidt motion blev det da til.

Jeg er dog allered tilbage på sporet. Så må vi se hvad det bliver til. Det skulle mindst komme til at se lige så ubesværet ud som ham her:

Ultimativt vil jeg gerne løbe lige så godt og ubesværet som Anton Krupicka. Men det er nok utopisk – både hvad angår mængde og præstation – for han er professionel løber… Som afslutning kan I nyde hans ubesværede løb her:

2009:  128 km

Så kom det op på et fornuftigt antal for en begyndersæson. Ikke prangende men da med 2 maraton.

2010:  1093 km

Men så gik det også galt. Egentligt startede det godt men det fortsatte ikke. Af mange årsager. Men det er nok for meget at komme ind på her.

2011:  414 km

Det er lidt mere interessant at se lidt på ekstremerne af hvad jeg har oplevet. Ikke at det er særligt imponerende. Der er mange løbere der har opnået meget mere de sidste to år. Også uden sko.
Nå men for at starte et sted kan vi tage temperaturen. Mange er interesserede i (eller bekymrede for) hvilke temperature man kan løbe under uden sko. Jeg kan dertil sige at det nok er lidt individuelt. Personligt har jeg løbet i et temperaturinterval på 35 grader C.  Nu er jeg ikke så glad for at motionere i varme, så jeg prøver lidt at undgå det. Derfor er det varmeste jeg har løbet barfodet i 27 grader C. Den skarpe læser kan så også regne ud hvad den laveste temperatur jeg har løbet i er. Det har jeg prøvet to gange. Den ene af turene er tilfældigvis også den længste tur jeg har løbet i frostvejr. Den tur vil jeg fortælle mere om senere. Det var nemlig en tur fra Brønnøysund i Norge til Torghatten og tilbage igen. I alt 28,46 km. Med start i -5 grader C, men det meste af turen var i den lavste temperatur. I har nok gættet at den laveste temperatur er -7 grader C. Det var lidt koldt men der blæste også en frisk til hård vind.

Når vi er ved distancer så er 42,195 km det længste jeg har løbet i et stræk. Altså maraton. Men kun to gange. Tilgengæld har jeg løbet i alt slags vejr. Lige fra vindstille og varmt til storm og snestorm. Jeg har også løbet på alle underlag der normalt findes i hovedstaden og omegn. Lige fra skovbund og grusstier til asfalt og fliser til sne og is. Jeg har løbet i op til knædybt (30-50 cm) sne og mudder som det tungeste. (Dog ikke på samme tid eller dag). Det jeg har fundet lettest at løbe på er glat, sammenpresset, let fugtigt jord. Det er også noget af det mest behagelige. En brugt skøjtebane er nok det næstbedste. Så er den ikke for glat men stadig teknisk og dejligt blød uden at give efter. Tro mig det skal prøves.

For dem der ikke gad læse det ovenstående grundigt nok, kommer her lige en opsummering:

Varmeste tur: 27 grader C
Koldeste tur: -7 grader C
Længste tur: 42,195 km (Maraton)
Længste tur i frostvejr: 28,46 km (-5 til -7 grader C) Brønnøysund-Torghatten
Dybeste snedække: 30 cm
Bedste underlag: Fast jord

Nå men jeg må indrømme at 2011 har ikke været det store løbeår for mig. Jeg har næsten ikke løbet noget. Jeg har haft en del arbejdsopgaver, der har forhindret mig i at løbe. Det har lidt ødelagt rutinen med at løbe. Da der også har været en masse andet i mit liv, synes jeg det har været svært at komme rigtigt i gang med at løbe. Men det skal der laves om på i 2012. Mit løbefortsæt er at løbe mindst 5 dage om ugen og gerne hver dag. Om det så bare er en lille tur på et par kilometer. Så må vi se hvad det kan blive til. Jeg har lidt store planer om at deltage i forskellige løb, men det kræver at jeg kommer i meget bedre form end jeg er pt. Det skal nok blive spændende.

I starten af næste uge vil jeg skrive lidt mere om hvad jeg har nået så langt som barfodsløber. Det bliver nok mest til en gennemgang af en masse tørre fakta. Så er der også lidt til statistikerne. Først vil jeg dog lige rydde lidt op i link og lignende her på bloggen.

Jeg har før været interviewet til TV men de er første gang mine fødder har været i fokus. Det hele startede med, at jeg blev ringet op i fredags af en journalist fra TV2, der spurte om jeg havde tid til at tage med ud at løbe mandagen efter. De ville gerne lave nogle optagelser af barfodsløb og havde allerede lavet en aftale med Povl Erik Carstensen. Da jeg havde tid, og tænkte det kunne være sjovt at se mig selv løbe, sagde jeg ja. Jeg regnede ikke med, at det ville blive det helt store. De plejer ikke at have så meget tv-tid til den slags.

Efter lidt flytten rundt på mødestedet hen over weekenden, fra Dyrehaven til Christianshavns Vold, mødte jeg op lidt over middag ved Løvens Bastion til hvad der skulle blive til en 3 timer lang seance. Samtidigt fandt jeg også ud af, at jeg var hovednavnet i historien og de regnede med et langt indslag i 19-nyhederne og flere klip på nettet. Det skulle dog vise sig at blive nogle sjove, lærerige og interessante timer.

Først skulle journalisten og kameramanden dog lige finde ud af hvordan vi rent praktisk skulle foretage interviewet. Hverken dem eller jeg havde nemlig prøvet noget lignende. De havde selvfølgeligt en ide om hvad de ville have af optagelser og hvordan tv-indslaget skulle bygges op. De havde medbragt en låne-ladcykel fra Københavns Kommune som skulle fungere som kameravogn. Det gik også helt fint selvom de på flere stier blev nød til at cykle så langsomt, at jeg havde svært ved at kunne løbe ved siden af.

Vi havde også lidt problemer med at finde et ordenligt sted at filme. Til sidst fandt vi dog en dejlig bred asfalteret sti, hvor der var plads til det hele. Den stødte endda op til et stykke med grus af den grovere slags. Det skulle vise sig at blive brugt flittigt senere.

Efter vi havde løbet rundt om en af voldsøerne (og igennem noget af Christiania), samlede vi Povl Carstensen og en 3. barfodsløber, Henrik Pilgaard Larsen, op. Herefter stod den på formationsløb mens de to andre blev interviewet. Der var nemlig kun to mikrofoner. Efter en masse løben frem og tilbage, for at få alle optagelserne i hus, sagde vi farvel til de to andre løbere og så ville journalisten selv prøve at løbe uden sko.

Mod mit råd valgte han at starte på det groveste stykke grus vi havde fundet. Der var rigtigt mange sten, men heldigvis var det runde sten af den mere behagelige slags. Jeg kunne i hvert fald godt løbe på dem uden ubehag. Journalisten trippede dog lidt rundt, hvad man også kan se på optagelserne. Jeg synes nu ellers han klarede det godt af en nybegynder.

Derefter stod det på lidt optagelser af hurtigere løb (uden snak) og lidt korte klip (uden løb) hvor jeg fortalte om underlag, opstart, teknik, vejr og temperaturer. Noget af det der var sværest at vise var hæl-landing under løb. Jeg fandt hurtigt ud af, at det er mig er mig næsten umuligt at hæl-lande uden sko. Selvom jeg prøvede ihærdigt blev det vist kun til landing på flad fod. Det føltes voldsomt unaturligt. Det er sjovt. For et år siden løb jeg raskt væk med hæl-landing i sko uden at tænke over det.

Det blev sendt i tirsdags i 19-nyhederne og hvis man har lyst til at se aben (altså store, grimme mig), kan indslaget kan ses på TV2′s hjemmeside her og man kan se flere klip her. Alt i alt synes jeg det blev et hæderligt indslag, hvor jeg vist ikke kvajer mig alt for meget. Det er altid meget underligt at se og høre sig selv. Man er aldrig helt som man selv tror. Men det er sikkert sundt at se hvordan andre ser en engang i mellem.

Det var også sjovt at møde andre barfodsløbere og udveksle lidt erfaringer. Det var sjovt at høre deres oplevelser med det og hvordan de løste forskellige problemer. Som man også kan se i indslaget, er der ikke en måde at gøre tingende på. Alle har sin måde og det er helt fint. Måske finder du også din måde at løbe uden sko en dag.

Uge 33: 3 ture = 33 km

De seneste to uger har været meget begivenhedsrige rent løbemæssigt. Jeg har haft op- og nedture, jeg har lært en masse om mig selv som løber, jeg har lært fra mig og så har jeg planlagt mit næste store løbemål.

Hvis vi starter med træningen, så har det gået godt. Alle ture på nær en har været fine med begyndende tempo i benene. Dog ikke helt så meget som jeg kunne tænke mig. Det kommer nok over tid. Jeg har jo ikke rigtigt løbet særligt længe og de tekniske aspekter omkring fart falder ikke naturligt. Det er noget andet når jeg svømmer. Det her jeg gjort så længe, at det kommer naturligt selvom vandfølingen mangler helt, nu hvor jeg ikke svømmetræner.

Mængden af træning er også der hvor den burde nu, selvom målet er, at den skal øges mere over tid. Det bliver nok først til efteråret den kommer rigtigt op. Planen er i hvert fald at trappe en lille smule ned før maraton. Mere om det senere. Jeg har dog lært, at man skal tage vand med når man løber langt, samt studere kortene lidt bedre på forhånd. Jeg havde nemlig en planlagt 20-21 km tur der ikke gik godt. Jeg startede fint ud og prøvede at holde lidt igen. Men samtidigt syntes jeg det flød rimeligt godt og at jeg nok skulle komme rund på et par timer, højest.

Men efter et par kilometer kunne jeg mærke, at det var ret lummervarmt. I hvert fald var trøjen for varm at have på. Efter en 8-10 km godt uden i Hareskoven kunne jeg mærke, at jeg nok alligevel skulle have haft vand med. Jeg havde besluttet ikke at tage det med, da en tidligere 16 km tur var gået helt fint uden. Jeg var ikke en gang blevet tørstig undervejs. Når jeg tænker tilbage skyldes det nok, at det regnede hele turen. Når tilbage til Hareskoven. Oven i den begyndende tørst så var grusvejene også grovere at løbe på end jeg troede. Ikke fordi der lå store ubehagelige sten, men fordi der var rigtigt mange små skarpe. Man kunne ikke rigtigt undgå dem. Når men jeg kom i gennem.

Det var også først efter jeg kom ud af skoven, det gik rigtigt galt. Jeg kom ikke igennem skoven af den rute jeg havde planlagt men det gjorde ikke noget. Jeg viste stadigt hvor jeg var. Det var da jeg skulle tilbage mod København at det gik galt. Jeg kom til at dreje end af en forkert vej og kom ikke den rigtigt vej gennem villakvarteret syd for Hareskoven. Jeg endte dog ud på den anden side, i den grønne korridor jeg havde tænkt mig. Her var jeg dog så varm og tørstig, at jeg besluttede at tage en dukkert på en oversømmet græsplæne. Alle søer og åer var løbet over efter styrtregn dagen før og det var dejligt at plaske i med udbredte arme. Det morede vist også de børn der soppede med gummistøvler og forældre lidt derfra.

Efter dukkerten skulle turen gå gennem Hjortespring ned til Herlev, men da der stod Ballerup 2 kilometer på et vejskilt, var det vist på tide at løbe lidt mere mod øst. Jeg var dog nu så tørstig, at jeg stak hovedet i den nærmeste mose/sø jeg kunne finde. Det lyder nok ikke så rart men jeg tænkte, med alt det vand der var faldet dage før var det nok mest regnvand. Nogle kilometer efter drak jeg også af en haveslange, der stak ud af en hæk. Det var først efter jeg havde drukket af den jeg kom til at tænke på, at det nok var nogen der tømte deres tag eller kælder…

Tilsidst fandt jeg tilbage til motorvejen som jeg havde fulgt på udvejen. Her var jeg dog så træt, at jeg mest gik de sidste 7 km hjem. Alt i alt blev det til 27 km på godt 3 timer med omveje, bad og det hele. Meget lærerigt og sikkert god mental træning til når det er hårdt under lange konkurrencer.

Nok om det. Midt i den første af ugerne havde jeg også fornøjelsen af at løbe sammen med en journalist fra Weekendavisen. Han havde allerede kontaktet mig i juni, for at høre om jeg var villig til at fortælle ham om barfodsløb, og nu ville han så selv prøve det. Jeg synes selv det gik meget godt. Jeg havde valgt en stækning på en kilometer langs Utterslev Mose, hvor han kunne komme til at prøve lidt forskelligt terræn. Vi kom da frem og tilbage uden nogen vabler, sår eller andre skader. Og det selvom han startede med at tage skoene af ved en bænk, hvor nogen havde smadret en flaske.

Jeg fik fortalt og vist ham hvordan man (jeg) gør det og på hvilket underlag, under hvilke forhold og om hvad jeg har læst andre gøre. Det var sjovt at få lov til at videregive sine erfaringer og se andre modtage dem med interesse. Jeg håber vi kom omkring det meste omkring barfodsløb. Jeg håber heller ikke jeg fik overvældet ham med information. Hvis man for sat mig ordentligt i gang med et emne der interessere mig, kan jeg godt levere en lang, ubrudt ordstrøm.

Jeg har dog haft ham med ude igen efter han har løbet lidt selv. Han er også kommet fint igennem sine første vabler. Jeg tror dog ikke han er afstrækket af den lidt hårde opstart, både med underlag (vi startede på fint grus) og mængde. Det bliver spændende at se hvilken artikel der kommer ud af det. Den skulle efter planen komme i næste uges nummer af Weekendavisen.

Personligt synes jeg også det er sjovt at se hvordan andre løber. Jeg kunne allerede se, at journalisten slappede mere af i sit barfodsløb end første gang. Det ville være interessant at se om han korter sit skidt mere af og sætter frekvensen op over tid, ligesom jeg selv har gjort. Det behøver ikke være sådan. Der er stor forskel på hvordan folk løber og hver har noget der fungerer for dem. Jeg blev for eksempel overhælet, for en to uger siden, af en der løb med den halve skidt frekvens af mig (jeg ligger i den lave ende af hvad der anbefales, 180 skridt/min). Hvert skridt han tog var næsten et spring. Lidt som en trespringer der sad fast i skridtet. Jeg kunne høre ham på lang afstand da foden blev stampet i jorden for hvert skridt. Det er imponerende, at nogen har lårmuskler til det.

Jeg får helt ondt i benene af at tænke på det. Det samme fik jeg da jeg så Politikens artikel om Povl Carstensens (John fra John og Åge) barfodsløb. På billederne heri så det ud til, at han var ved at sætte hælen først i de toppede brosten. Jeg håber meget han lander på mere flad fod. Jeg ville i hvert fald få ondt hvis jeg skulle landede sådan. Men der ud over var det en fin artikel. Jeg synes dog de 4 barfodsløbere der vil have flyttet Københavns maraton til efteråret er lidt pivede. Hvis de ikke kan træne igennem den milde danske vinter op til et maraton i maj, så er der da mange fine maraton om efteråret. I mine øjne er det en lidt dårlig undskyldning for ikke at løbe (Københavns) maraton.

Nu vi er ved maraton så bringer det mig til mit næste mål: HC Andersen Maraton i Odense d. 19. september. Jeg er nu tilmeldt og regner derfor for at gennemføre. Jeg er i langt bedre form end til Københavns maraton, så målet er at komme under 4 timer. Med er roligt udlæg håber jeg det lykkes.

Som opvarmning, og toppen af mine langture, er jeg tilmeldt RUN2U.DK Offroad 25K i Tommerup på lørdag. Der er kommet en masse regn på det seneste, så jeg ser frem til en masse mudder og vand. Det skal nok blive sjovt. Der er pt. 5 pladser tilbage hvis i vil med. Nu er dette indlæg blevet for langt (igen) så jeg vil slutte. Det kan være vi ses på Fyn. Jeg er nok til at finde. Bare kig ned…

Uge 30: 3 ture = 33km

Uge 31: 4 ture = 38km

Som I kan se er min træningsmængde begyndt at komme op hvor det ligner noget. Det er dog langt fra imponerende, men det kommer forhåbentligt når kondi og ben kan holde til det. De sidste 3 ugers træning har ellers været meget interessante. Jeg har nemlig ude at sejle og har derfor haft mulighed for at løbe på 5 forskellige øer.

Første uge startede meget stille og rolig hjemme i København. Men allerede i weekenden var jeg taget til Fyn, hvor jeg havde mulighed for at løbe en fin lille 10km. Det var dejligt vejr og jeg tøffede bare stille og roligt af sted og nød gensynet med den egn jeg er vokset op på. En god tur men ikke særligt hurtig.

I den anden uge var vi så kommet af sted på sejltur syd for Fyn. Det var det årlige Øhavet Rundt for en masse gamle træjoller og -skibe. Som altid er det enormt afslappende og hyggeligt. Men det gav mig også mulighed for at teste barfodsforholdene på flere af øerne. Herunder tager jeg dem en efter en, men fælles for dem alle er (når man løber ud fra en havn), at man kan hoppe i vandet når man er færdig. Det er virkeligt dejligt at blive kølet ned på den måde. Man skal dog lige passe på at man ikke bliver for kold og begynder at krampe.

Strynø var første stop. Det er en kuplet ø uden rigtige bakker (Stryn et gammelt ord for sådan en ø). Rent løbemæssigt er Strynø ikke så interessant. Øen er opbygget med en by på midten hvorfra veje udgår i de fire verdenshjørner. Derfor kan man ikke løbe rundt om øen, men man bliver nød til at løbe fra byen ud til enden af en vej (tit ved kysten) og tilbage igen. For at få en tur på 8-10km skal man bruge alle veje eller tage nogen flere gange. Det kan godt blive lidt ensformigt. Underlaget til ens fusser består af gamle, smalle asfaltveje der har huller og mange lapper. De er lidt toppede på midten og i den grove ende af hvad der er behageligt for barfodsløbere, men klart til at løbe på. Den eneste undtagelse  er vejen ned til havnen. Den er bred men ny glat asfalt og en fryd at løbe på.

Kleven, Ommel, Ærø var andet stop. Her var det min plan at jeg ville have løbet ud til Ommels Hoved, men jeg var for kogt efter en hel dag til havs i solskind og lidt for lidt vind. Vejene på Ærø er dog generelt fine og ligesom de fleste andre landeveje i landet.

Avernakø blev det sidste stop. Det var egentligt meningen, at vi også skulle have været på Drejø men på grund af vejret blev det lavet om til to dage ved Korshavn Bro. Herfra løb jeg en fin god 10km fra Korshavn over til og rundt  på Avernak og tilbage igen. Det er en rigtig fin tur med varieret terrin og næsten konstant havudsigt over hele Det Sydfynske Øhav. Hvor man ikke kan se havet er der den fineste natur og gamle gårde. Der er en del bakker, men ingen af dem er rigtigt hårde. Det var god træning. Jeg er nemlig ikke så god til at løbe nedad bakke.  Underlaget er fin, god asfalt på nær den sydlige del af Avernak. Her er der et stykke med grusvej. Men det er af den mere behagelige slags. Bunden er nemlig fast og sandet og det er muligt at navigere udenom de fleste ubehagelige sten. Det kræver dog koncentration og tempoet går nok lidt ned. Hvis man vil undgå dette kan man bare løbe frem og tilbage på den lange vej fra Avernak Havn til Korshavn Revtrille. Der skulle være en 8km. Alt i alt en dejlig ø at løbe på.

Efter den lille uges sejltur returnerede jeg til København, hvor det er blevet til en del kvalitetstræning. Jeg har dog haft en tur hvor jeg fik åndedrætsbesvær. Det var ikke behageligt. Men også flere ture med overskud og tempo. Så det er opløftende for fremtiden. I denne uge, som næsten er overstået, har jeg haft en journalist med ude og løbe uden sko og har næsten tilmeldt mig de næste større løb. Men det må I vente til efter weekenden med at få mere om. Jeg har vist skrivet nok for denne gang.



Jeg har prøvet at sammenstille det i et lille skema. Det ser slet ikke så godt ud som jeg har gået og bildt mig selv ind. Jeg viste godt, at der har været uger hvor jeg ikke har fået trænet så tit og ofte som det var planen. I de første måneder skyldes det mestendels problemer med vabler. Mest som resultat af for ivrig træning, men også få vabler der nok skyldtes kulden. Om dem kan man læse mere i tidligere indlæg.

Men det kommer lidt bag på mig, at jeg ikke har trænet mere og oftere i 2. kvartal. Der er tilsyneladende ingen uger med mere end 3 løbeture og snittet ligger kun lige på knap 20km. Der er dog inklusiv Københavns maraton som gav en uges restitution efterfølgende. Det er da i hvert fald noget der skal laves om på. En træningsuge skal gerne op på en 40km og gerne mere.

Der ud over bliver jeg nok også nød til at strukturere min træning lidt mere. Ind til nu har jeg mest løbet efter, hvad jeg havde løst til og jeg følte ben og fødder kunne klare. Der har ikke rigtigt været planlagt faste langture. Når jeg tænker tilbage er det ikke så underligt, at jeg gik så meget ned under Københavns maraton. Men jeg viste nu også, at jeg ikke var i ordentlig form til et maraton. Det skulle dog prøves. Det kan I forhåbentligt læse mere om snart.

De første to uger at juli har nu ikke rigtig givet nogen øget træningsmængde. (20km på 2 ture og 24km på 3 ture).  Jeg bliver jo nød til at gå lidt langsomt frem. Man skulle jo nødigt få en skade. Jeg har dog den seneste uge haft en smugle ømhed omkring den øverste del af min højre Achillessene. Derfor blev weekendens planlagte langtur også udskudt. Det er nok vigtigere at give den lidt ro. Jeg prøver så at løsne læggen op så den ikke trækker så meget i senen. Jeg har fundet en smart øvelse med kageruller på nettet.

Planen er dog fremover at øge træningsmængden til det ønskede så hurtigt som benene tillader. Samtidig skal jeg også til at træne mere struktureret og effektivt. Nu har jeg nået et niveau hvor mine fødder godt kan følge med noget sådant. Jeg skal til at lege med intervaller og ugentlige langture. Så kommer udholdenhed og fart forhåbentligt snart. Selvom jeg nok ikke rigtigt kan nå at få det på plads inden, er planen stadig at løbe off-road i Tommerup og H.C. Andersen Maraton. Jeg er dog ikke tilmeldt endnu, da der lige er forskellige ting der skal falde på plads inden jeg kan med sikkerhed.

Over de næste uger regner jeg med at rette op på tingene. Her i dag vil jeg bare lige tvinge mig selv til at skrive lidt om hvad der kommer, for at komme i gang igen.

Over de 5 måneder der er gået siden sidst vil jeg ikke sige, at jeg har ligget på den lade side. Jeg har løbet en 400 km og er kommet mig over mine vabelproblemer. Der er dog stadig lidt irriterende rester som jeg håber snart er væk. Mere om det senere.

400 km er dog ikke særligt meget når det også omfatter et halv- og helmaraton (Helvede i Nord og Københavns maraton). Det kunne jeg også mærke til maratonet. Jeg gik pænt død halvvejs, men så fik jeg lært hvordan det er at have krise en 15-20 km. Planen er at lave en beretning af de to løb, så er der også noget at lave her på bloggen. Til begge løb blev jeg dog interviewet til to forskellige aviser, så det kan være nogen af jer allerede ved hvordan det gik. Efter Københavns maraton kom mine fødder endda på forsiden af Jyllandsposten. Her gik jeg lige og troede at noget sådant ville aldrig ske. Men der skal åbenbart bare et par beskidte fødder til.

Udover de to journalister har jeg også snakket med en journaliststuderende, en fra DR og en fra Weekendavisen. Den første har lavet en fi artikel, den anden vendte aldrig tilbage efter en meget kort telefonsamtale og den sidste har jeg aftalt at mødes med om en uges tid eller så. Jeg skal nok fortælle mere om det senere.

Derudover har jeg fundet ud af, at der er en del flere danskere, der er begyndt på at løbe uden sko. Der er endda en gruppe på Facebook for danske barfodsløbere (Barfodsløb hedder den).  Da der også er kommet en del henvendelser her og på diverse fora, er det på tide jeg vågner op til dåd igen. De spørgsmål og kommentarer jeg har fået, skal jeg nok tage mig af i løbet af et par dage.

Men jeg skal også ud i det gode vejr og nyde naturen. Der skal nok også løbes lidt. Jeg er i hvert fald ikke oppe på de 40-50 km. uger jeg burde løbe. Der skal jo nok lidt træning til inden jeg begiver mig ud på et maraton igen. Pt ligger jeg og tænker på at løbe H.C. Andersen maraton til september. Jeg klemmer nok også et 25 km. terrænløb ind sidst i august (også på Fyn).

Det må vist være nok for nu. Mere følger også flere interessante henvisninger til begivenheder i det store udland.

Først vil jeg gerne undskylde dette noget forsinkede indlæg. Jeg kan se, at jeg efterhånden har over 20 besøg pr. dag. Det toppede med 112 i onsdags, tak for interessen. Jeg skal nok prøve at være lidt mere regelmæssig i mine indlæg fremover.

Jeg har denne gang dog gået og ventet lidt på en artikel om barfodsløb der lige er kommet i det anerkendte britiske tidsskrift nature. (Hvis man ikke vil læse den videnskabelige artikel er der en fin engelsk gennemgang her). Heri sammenligner Harvard professor Dr. Lieberman et al. løbestilen mellem barfodede løbere og løbere med sko. De har dog koncentreret sig om selve isætsmåden og belastningen på fod og underben.

Mange vil måske opfatte artiklen som en undersøgelse af barfodsløb. Men faktisk er det en undersøgelse af naturlig løbestil og den løbestil som moderne løbesko tilskynder.

Hovedkonklusionerne i undersøgelsen er, at mennesket naturligt løber det man ofte kalder forfodsløb. Altså at man sætter forfoden i først og derefter flader ud på resten af foden før man sætter af med forfoden igen. Det er i hvert fald hvad forfatterne finder hos løbere der aldrig har løbet med sko eller som er opvokset uden sko. Det er ligeledes hvad de finder “konverterede” barfodsløbere bruger.

Modsat finder de, at 75-80% af folk der løber i sko bruger hælisæt. Det vil sige, at de lander med hælen først og derefter ruller hen over foden og sætter af med forfoden. Disse løbere vil selv uden sko have en tendens til at lande med hælen først.

Vigtigt i denne sammenhæng finder undersøgelsen, at man ved hælisæt modtager et kraftigt og hurtigt stød tidligt i landingen. Modsat giver forfodsisættet en mere blød og glidende modtagelse af fodens (og kroppens) nedslag og den kraft benene påvirkes af under løb. Denne kraft skulle svare til 1,5-3 gange kroppens vægt og de fleste løbere skulle skulle efter sigende tage imod dette 600 gange pr. km.

Hvis man skal kritisere undersøgelsen lidt så er der faktisk ikke noget i den, som man ikke kunne tænke sig frem til. I hvert fald er deres konklusioner angående løbestilsforskellene ikke noget nyt for mig som barfodsløber. Dermed ikke sagt at undersøgeæsen ikke er vigtig og nyttig. Deres arbejde er fint videnskabeligt og med til at sætte tal og fakta på forskellen mellem barfodsløb og løb i moderne løbesko.

Noget som man kunne tro løbeskosfabrikanterne havde gjort for 30-40 år siden, da de overbeviste løbeverden om, at man skulle løbe i deres nye sko. Med den pågældende Harvard-undersøgelse har vi fået endnu et videnskabeligt argument for, at den løbeteknik moderne løbesko tilskynder er med til at øge belastningen af benene. Den understøtter også fint den undersøgelse, der for få uger siden blev kaldt en and i flere (løbe)medier.

Og hvad kan jeg så bruge det til?

Jo det understøtter mig i, at det er det rigtige projekt jeg har gang i. Mit eget løb er ellers igen rendt ind i problemer som har fået mig til at overveje om barfodsløb er noget for mig. Efter to rigtigt gode korte ture løb jeg over evne i søndags. Det var rigtigt dejligt vejr, kroppen føltes frisk og benene ligeså. Derfor kunne jeg ikke lade være med at tage turen rundt om hele mosen. Det gik også fint og jeg havde flere kilometer følgeskab af en, der ville vide mere om barfodsløb. I hvert fald var han forundret over, at det kunne lade sig gøre at løbe i sne med bare tær. Det var meget hyggeligt at løbe sammen med en anden. Tak for det.

Men på den sidste halve kilometer kunne jeg mærke, at jeg havde en vabel under den ene fod. Det viste sig ved inspektion, at der også var gået hul på den. Derfor tog jeg den meget med ro hjem. Der viste det sig, at vablen ikke var alene. Jeg havde også fået et par på de steder, jeg har haft vabler før samt under storetæerne. Mine fodsåler var helt klart ikke klar til at øge træningsturs længden og jeg burde have vist det.

Derfor har jeg også lagt min træning om. Fremover står det på flere korte ture indtil jeg føler mine fødder kan klare en længere – og så lige lidt flere korte ture. Så må vi se om det ikke bliver bedre i længden. Jeg føler min form stadig er god og så må jeg prøve at supplere med anden træning ind til mine løbeture er lange nok. Det vil nok betyde at min træningsmængde nok først er oppe på hvad jeg ønsker ved udgangen af februar. Om alt går vel.

Barfodsløb er så vidunderligt kontant. Hvis man overgør det så er der kontant afstraffelse og man skal starte lidt forfra igen. Det er lidt ligesom at blive slået hjem i ludo.