Archive for november 2009

Uge 47 og barfodsløbeteknik

23. november 2009

3 ture = 12 km

Uge har budt på to korte ture til at begynde med og en længere i weekenden. Alle ture er løbet i 9-12 grader, så der har ikke været nogen problemer med at holde varmen. Fødderne har det fint men læggene halter stadig lidt efter. Den første korte tur besluttede jeg at løbe sidste halvdel på grus. Det gik så fint, jeg har besluttet at løbe på grus hele tiden. Eller det vil sige der er en bakke hvor jeg løber på græs fordi jeg ikke gider løbe udenom på stien.

Alle de gamle vabler under tæerne er nu gået op. Den nye hud er enten stærkere eller min teknik er bedre, for der er ikke kommet nogen nye vabler. De store vabler under fødderne kan stadig anes som hård hud, men generelt virker det som om fodsålerne har vænnet sig til strabadserne. Det er fedt!

Det vil også sige, at jeg kan koncentrere mig mere om kondition og teknik. Der igennem kommer hastigheden forhåbentlig også op. I næste uge har jeg tænkt mig minimum at løbe den længere tur på 5,3 km. Det skal nok hjælpe på konditionen. Hvis ben og fødder er til det kan de være, at jeg tager min gamle standard rute på 8-9 km i weekenden.

Det vil være et stort skridt der er nået, hvis jeg føler mig klar til det. Ellers er det mere de små ting der giver mest glæde. Som at stække læggene ud og mærke, at det også strækker under foden eller at løbe i regnvejr. Selvfølgelig er hele fornemmelsen af at løbe i bare tæer fed, ellers ville jeg nok holde op i det lange løb. Men jeg har fundet at grusstierne er mere behagelige at løbe på når de er våde. Jeg ved ikke hvad det skyldes. Måske lægger vandet en kappe omkring de små sten så de ikke føles så skarpe. Oven i det er der en vis barnlig glæde ved at pjaske i vandpytterne og høre den sjappende lyd af sine bare fødder mod en våd overflade.

Normalt er det nemlig meget stille at løbe i bare tæer. Selvfølgelig kan man hører sine fodtrin på grus, men på asfalt er man næsten helt stille. Det skal dog lige nævnes, at det først er noget der komme når man lærer at sætte sine fødder blødt ned. I starten har man stadig en tendens til at klapre afsted. Men lige så snart man har fravænnet sig løbeskoenes stampende teknik bliver det helt stille og blødt.

Det er efter min mening en af de 3 vigtigste ting jeg har lært om barfodsløbeteknik. Det er 3 meget simple råd:

  1. Lyt til dine fødder. De skal nok fortælle dig når det er tid til at stoppe eller når du gør noget forkert. Det er meget simpelt, det gør ondt at gøre tingene forkert. Enten som smertende stød eller vabler. Det eneste man må leve med er meget ømme lægge i starten.
  2. Slap af. Hvis du slapper af og ikke prøver at forcere tempoet vil teknikken komme helt naturligt og man vil instinktivt fortage de rigtigt ændringer i løbeteknik. Mange vil måske synes, at de tripper latterligt langsomt afsted med små korte skridt. Men det er helt naturligt i starten. Skridtlængden under barfods- og forfodsløb er helt naturligt kortere, da fodisættet er under ens tyngdepunkt og ikke foran som ved hællanding. Ligeledes vil kroppen instinktivt og helt automatisk tage fra i nedslaget med forfoden og bøjede knæ. Det anbefales at koncentrere sig om at løfte fødderne. De skal nok selv finde vej ned igen på den rigtige måde. Hastigheden kan så komme når teknikken er på plads.
  3. Løb stille. Jo mindre lyd du laver når dine fødder lander jo bedre. Det indikerer, at du sætter dine fødder ned forsigtigt, med forfoden først fulgt af resten af foden. På asfalt, fortorv og lignende overflader er det muligt at løbe næsten lydløst. I hvert fald so stille at du ikke selv kan høre dine fodtrin. Det er noget man skal tænke over for tit føler man mere hvordan man løber end man hører og ser det.

Hvordan det hele ser ud, har den amerikanske barfodsløber Julian Romero (Barefoot Julian) en fin illustration af på sin hjemmeside. Han bruger argumenter fra Nike reklamer og Newton Running til, at fortælle hvorfor man bør løbe uden sko. Fra Newton Running har han også hentet en fin tændstikmandsillustration af forskellen mellem forfodslandding (barfodsløb) og hællanding. Det er meget lærerigt og interessant.

Næste gang vil jeg prøve at se om jeg kan lave lidt billeder af hvilke overflader man kan løbe på i bare tæer.

Reklamer